Jens
Det er et lille samfund vi bor i, så vi snakker på kryds og tværs og hjælper hinanden.
Jeg er læge, nu pensionist. Jeg er også trestjernet amatørfisker, ølbrygger og så er jeg interesseret, nysgerrig og vil gerne prøve nyt samt hjælpe til. Men jeg er amatør og spørger derfor tit andre som Carsten og Lars til råds. De hjælper og kommenterer gerne hvad jeg gør. For eksempel kom Lars til mig da jeg som fisker første gang havde sat garn og var var kommet stolt ind igen. Hans kommentar til mig var: "Det er første gang jeg har set nogen sætte fladfiskegarn, ørredgarn og sildegarn på en gang". Jeg svarede grinende at " Det er meget moderne fiskeri, det her." Det er hyggeligt, det her.
Det er et lille samfund vi bor i, så vi snakker på kryds og tværs og hjælper hinanden. Vi følger alle med i hvad der sker her. Det kører på en god måde med tilpas nysgerrighed og hjælpsomhed. Skal jeg have brænde hjem låner jeg et trækspil af Carsten og Lars starter traktoren og kører det hjem til os. De kommer nærmest selv og tilbyder hjælp. Jeg mødte Carsten på vej mod skoven, sagde jeg skulle fælde noget. Han tilbød mig spillet. Det var unødvendigt, jeg klarer det nemt selv. Troede jeg. Det viste sig hurtigt at min optimisme var større end evnerne. Så jeg lånte hans spil og klarede det. Det er simpelthen så rart den måde vi hjælper hinanden.
Det er sådan nogen ting i naboskabet der er rigtig gode.
Vi er jo meget forskellige herude. Her er de fastboende, turisterne og de faste sommerhusbeboere. Mange af sommerhusbeboerne er enormt interesseret i lokalområdet og Langeland, de engagerer sig også i ting der sker her. De vil mere end holde ferie når de er her. Det er dejligt og så er det jo heller ikke svært at blive engageret herovre. Man kan nemt blive fanget ind i noget her.
Der er en imødekommenhed og hjælpsomhed her jeg tit bliver berørt og overvældet af.
Nu er jeg holdt op med at arbejde men føler ikke jeg er brugt op. Jeg kunne godt fortsætte på arbejde og komme dødtræt hjem, falde i søvn og kun lave det jeg plejer, men på den anden side synes jeg at hvis jeg skal være et så dejligt sted som her og der skal være noget liv, så bliver vi nødt til at gøre noget, være med. Sådan har jeg det. Jeg havde ikke lyst til omsorgsarbejde, det har jeg gjort hele mit arbejdsliv. Jeg vil et eller andet nært, noget levende hvor man kan se resultater. Derfor er jeg med i lokalrådet, det var det jeg godt kunne tænke mig. I lokalrådet oplever jeg det fantastiske at alle her VIL det. Vi er alle amatører men har forskellige erfaringer at trække på. Nogen har erfaringer med at ansøge fonde, andre kender en som kender en. Jeg øver mig, lytter og lærer og hjælper med det jeg kan. Så det er meget levende, der sker noget selv om de er svært for andre at se det. Desuden har jeg det også bedre med mig selv. Noget med noget for noget. Det her er så min måde at give tilbage og samtidig have det godt med mig selv. En del af det i hvert fald. Det er jo det fantastiske der sker når du tager del i fælles opgaver. Du ser og hører en masse og bliver selv set og hørt, fordi du selv deltager aktivt. Du møder folk du kender og folk du ikke kender på en ny måde. Historien kommer til at hænge mere sammen, så det betyder også meget for mit lokalkendskab.
Da jeg arbejdede som læge, flyttede jeg fra Odense til Langeland som distrikt. På Langeland oplevede jeg et fantastisk folk med fødderne på jorden hvor alt var muligt. Jeg kan vældig godt lide den langelandske sjæl som jeg mødte hos dem i sygeplejen og hjemmeplejen. Det var specielt. Før jeg blev praktiserende læge på Langeland, var jeg natlæge i regionen. Her oplevede jeg frustrerende forskelle på land og by. Var jeg hjemme hos en patient i Odense der akut skulle hjælpes med noget, der sagtens kunne klares i hjemmet, men som krævede hjælp - det kunne jeg ikke få hjælp til. Patienten måtte indlægges unødvendigt selv om problemet kunne være løst i hjemmet. Desværre oplevede jeg gentagne gange at Odense ikke havde nogen i hjemmeplejen til akutte problemer. Det var ikke deres bord. På Langeland er det helt anderledes. Når man spørger her, så siger de: "Hvad kan vi hjælpe med? Har borgeren brug for akut hjælp? Hvor er det? Er borgeren kendt i systemet?" Nej svarer jeg. " Vi kommer." Der er en imødekommenhed og hjælpsomhed her jeg tit bliver berørt og overvældet af. Det er det jeg vil betegne som den langelandske sjæl. Bondsk, dejligt bondsk hjælpsomhed, det synes jeg.
