Ann-Kerstina

Jeg var som sagt ude at kigge på hus på Langeland i februar måned 2019. Og ja, jeg faldt fuldstændig for Langeland. Der var en råhed. Alt, selv vejret var grimt den dag, men der var plads, vidder og minder om Thy, hvor jeg tidligere har boet.

Benedikte

Min mor så mig bage kager i flere lag

Selvom mine forældre havde købt Lohals Camping, kunne jeg ikke se mig selv her på Langeland. Jeg stod jo midt i et 7-15 job som autolakerer, men da det blev billigere at bestille færdiglakerede skærme hjem fra Tyskland, begyndte jeg at tvivle på min fremtid.

Heldigvis lyttede jeg til min mor, som altid havde betragtet min glæde ved at lave mad og bage kager i flere lag, så jeg sprang ud i kokkeuddannelsen og var heldig at få en læreplads hos Christian Pichardt i Svendborg og dermed også på Generalen i Tranekær. Og så var det jo naturligt at flytte til Nordlangeland, nærmere betegnet Lohals. 

Marie 

Det er meget tilfredsstillende for mig at have en følelse af nødvendighed og af at intet kommer af sig selv eller ved blot at trykke på en knap.

ØHOP FRA AMAGER TIL LANGELAND

Det var lidt en tilfældighed, at jeg kom til Langeland. Drømmen om at flytte ud af byen havde længe rumsteret i baghovedet, og efter et længere ophold i mine forældres sommerhus under corona-lockdown var tanken om at skulle tilbage til min lille lejlighed på Amager næsten ikke til at bære. Landlivet var kommet under huden på mig, og jeg havde nydt at have naturens uregerlige elementer som nærmeste naboer.
Jeg overvejede forskellige steder i Danmark, men valget faldt på det Sydfynske da jeg havde lidt venner og bekendte på bl.a. Tåsinge og omkring Svendborg.

Muligheden for at prøve det af opstod da nogle bekendte var ved at åbne en café i Rudkøbing (Gaardhaven, red.), og i den forbindelse søgte medarbejdere til den kommende sommersæson. Så på vej tilbage fra Limfjorden slog jeg et smut forbi Langeland til en jobsamtale. Det var første gang jeg besøgte Langeland.

Jeg fik jobbet og ovenikøbet mulighed for at bo i en lejlighed over caféen, så i maj pakkede jeg min lejlighed sammen i en varevogn og satte kursen mod Langeland. Det var så anden gang jeg var på Langeland, og jeg har boet her lige siden. Jeg faldt pladask for øen, som på det tidspunkt stod sprød, frisk og grøn og i løbet af sommeren voksede sig stor og indbydende med frodige skove, enge fyldt med dyreliv og skønne strande.

Jeg har fået en god omgangskreds på øen. Det at arbejde på en café er en god måde at få bekendte på – både kollegaer og gæster. Mit indtryk er at de fleste folk på øen gerne vil tale sammen og lære folk at kende. Man hilser på hinanden når man passerer hinanden på vejen, og pludselig en dag falder man i snak.

Nu hvor jeg brygger lemonader m.m. gennem Fredmosekonen har det åbnet for nye gode bekendtskaber blandt nogle af øens øvrige små fødevareproducenter og restauratører. F.eks. er jeg for tiden med til at starte en ny forening op sammen folkene bag Calendula Permakultur, som har taget initiativ til det nye fødevaremarked der skal være på torvet i Rudkøbing hver lørdag hen over sommeren.

OASEN I FREDMOSEN

Det var dog ikke en tilfældighed at jeg landede her i Fredmosen. Hen over sommeren boede jeg i Rudkøbing, men i sensommeren begyndte jeg at se mig om efter et hus ude på øen, og i oktober blev dette lille husmandssted sat til salg. Jeg kørte herned og kiggede på huset, indsnusede atmosfæren og gik en lille tur i området og kunne straks fornemme at det her var det jeg gik og ledte efter. Huset er usynligt fra vejen og uden udsigt til andre huse og naboer, så det er mildest talt meget isoleret, men det var præcist det jeg søgte. Efter at have boet i København og arbejdet i henholdsvis musik- og restaurationsbranchen har jeg kunnet mærke et stort behov for ro og for et tempo der ikke er styret af deadlines, og især muligheden for at kunne trække mig tilbage i mit eget selskab men samtidig være tæt på naturen. Alt det har jeg fundet her i Fredmosen.

Huset er fra 1850 og er efterhånden sunket en smule, med alt hvad der følger med af skæve døre og vinkler og små, finurlige fejl. Men det er jo præcis det der giver huset sjæl og mig en masse glæde ved at bo her.

Ikke engang den umådeligt trælse, lange, våde vinter vi har haft i år, og som har resulteret i at min 400 meter lange indkørsel har stået mere eller mindre konstant under vand siden slut november, kan rokke ved min dybe glæde for huset og stedet. Heller ikke når det betyder at alt der skal til og fra huset, om det så er indkøb eller affald, skal fragtes på trillebør i mudder op over anklerne. Men vintertrætheden kan jeg dog ikke helt komme udenom, så foråret kan bare komme an.

LIVET MED NATUREN SOM NABO

Jeg finder stor glæde ved at være tæt på naturen her i mosen, og på mange måder være underlagt dens luner. Det bliver tydeligt at naturens kræfter for det meste er større og stærkere end mine, så det handler om at kæmpe MED naturen i stedet for imod. Her er meget få nemme løsninger, og det kræver stor forståelse og respekt for naturen at få noget til at gro og trives så jeg kan få udbytte af det. Det er meget tilfredsstillende for mig at have en følelse af nødvendighed og af at intet kommer af sig selv eller ved blot at trykke på en knap. Det kræver at jeg er til stede og gør en indsats her for at få hverdagstingene til at fungere – det kan ikke gøres via en skærm eller en Google-søgning.

Jeg tror det er vigtigt at vi som mennesker er bevidste om at vi er en del af noget større her på jorden, og at det er essentielt for vores overlevelse at passe på kloden og respektere naturen, så vi ikke saver den gren over vi sidder på. Det er som om vi glemmer det når teknologien gør tingene for nemme for os. Så forsvinder hel basal viden lige så stille, som f.eks. det at kunne tænde et bål, dyrke egne grøntsager eller bygge et skur. Jeg tror det er vigtigt at vi sikrer at vores helt basale grundviden vedligeholdes, overleveres og praktiseres fra generation til generation. Google har ikke svaret på alt selvom det er nemt og ofte peger den vej når der skal findes en hurtig løsning.

Et af mine åndehuller er østkysten af Langeland, som er virkeliggørelsen af den danske nationalmelodi med de høje bøgetræer helt ude ved vandkanten. At stå i det landskab kan gøre mig helt åndeløs. Det er Danmark når det er smukkest, og tænk sig at det er lige uden for min dør.

Det at være tæt på vandet er meget vigtigt for mig, da det er her jeg kan finde ro i tankemylderet og blive mindet om at jeg jo bare er en lille ubetydelig brik i universet. Desværre har jeg ikke kunne dyrke min hobby som vinterbader ved den lokale strand da badebroen bjærges om vinteren, og stenbunden ikke er ideel til badning direkte fra stranden. Til gengæld er sommeren ofte lang og solrig, og jeg nyder at kunne køre ned til stranden tidligt om morgenen med en god kop kaffe i tasken og få en dukkert og en stille stund på badebroen i solopgangen. Det giver ro i sindet og er indbegrebet af livsglæde for mig.

FREDMOSEKONEN BRYGGER

Lige siden jeg var barn, har jeg haft en stor kærlighed til mad og gode råvarer. Mine forældre har altid lavet mad fra bunden og samtidig været gode til at lære fra sig og involvere mig i det. Via mit arbejde som tjener har jeg kunne følge med i hvad kokkene lavede i køkkenet og gennem min nysgerrighed lære om smagssammensætninger, teknikker osv. Samtidig har jeg siden jeg var helt lille fulgt med når min mor gik rundt i haven og fortalte om de forskellige planter, træer og buske, og gennem hende har jeg tilegnet mig viden om at dyrke egne grøntsager, passe haven og genkende spiselige urter, svampe og bær. Så jeg har lært en masse fra hende, og det kan jeg nu bruge i min egen have her i Fredmosen.

Selvom jeg er uddannet indenfor musikbranchen, så har der altid været noget der har trukket mig i retning af at prøve af leve af min glæde og interesse for mad og natur. Og nu har jeg så startet Fredmosekonen og er lige så stille ved at gøre den drøm til virkelighed. Det er hårdt arbejde, og der er fuld fart på i højsæsonen, men det er en måde at arbejde på som passer mig godt. Selvom der som selvstændig er rigtig meget administration og en masse regler man skal sætte sig ind i, så er der samtidig en stor frihed i at kunne udvikle sin forretning i sit eget tempo og retning.
Der er flere ting i støbeskeen som f.eks. sommerens ugentlige fødevaremarked i Rudkøbing, men også andre spændende samarbejder og initiativer som forhåbentlig kan få ben at gå på i nærmeste fremtid.

En ting som jeg synes øen lider lidt under, er at vi mangler liv og aktiviteter i vinterhalvåret. Det meste er koncentreret omkring sommermånederne, hvor alle har enormt travlt. Men fra november til marts/april er der stille, hvilket gør det rigtig svært for både erhvervsdrivende og arbejdstagere at få enderne til at mødes, simpelthen fordi der mangler kontinuitet i efterspørgslen og dermed udbuddet. Så jeg håber at vi sammen på øen kan få lidt mere gang i vinterlivet, og der er allerede gode ting i gang som f.eks. Vinterbadefestivalen i Bagenkop. Det skal vi have meget mere af, og det er noget jeg har fokus på i min planlægning for året i Fredmosekoneregi.

EN TIDSMASKINE I BAKGEAR

Selvom alle måske ikke har det på samme måde, så synes jeg der er noget umådeligt smukt over det pittoreske forfald man finder rundt omkring på øen. Jeg kan godt lide at det hele ikke er perfekt og står snorlige. Der er en melankolsk skønhed og æstetik i det gamle og forfaldne.

Samtidig er det dejligt at se, at der rundt omkring på øen er gode folk der tager initiativ til at restaurere og vedligeholde nogle af de smukke, gamle bygninger med respekt for den historiske æstetik og de gamle håndværkstraditioner.

Min nostalgiske side påvirker mig nok her. Jeg ville jo egentlig helst have levet for flere hundrede år siden inden industrialiseringens gennembrud, og hvis jeg havde en tidsmaskine, ville den helt sikkert stå i bakgear. Fortidens nærvær, langsomme tempo, nøjsomhed og tilstedeværelsen i nuet synes jeg er en mangelvare i verden i dag, hvor vores hverdag ofte er præget af vi hele tiden skal forholde os til et onlinebaseret parallelunivers. Med livet her i Fredmosen føler jeg at jeg er lidt tættere på den svundne tid.

Alt i alt er livet på Langeland og i Fredmosen lidt en drøm der er gået i opfyldelse, og udover vennerne og familien så er der stort set intet jeg savner ved livet i København. Det skulle da lige være mangfoldigheden og udbuddet af spisesteder, især det at kunne få et ordentligt take-away-måltid til rimelige penge eller at kunne mæske sig i østers på den lokale café.

Heldigvis kan jeg på Langeland og Sydfyn næsten altid finde en overflod af de dejligste lokale råvarer i vejboder og gårdbutikker. Og en gang imellem kan man oveni købet komme til østers og champagne-smagning hos Rikke & Nadine i No.10, eller jeg kan forudbestille dem hos Bettina i Rudkøbings Fisk & Røgeri, hvis trangen bliver for stor.

Jeanette

Gymnastik spiren der blev frisør, men fandt meningen i livet som værtinde i Tranekær

Det er jo vildt at tænke på. Hele min barndom og ungdom foregik i en gymnastiksal. Der var træning mandag, onsdag, fredag, lørdag og søndag. Jeg skulle selvfølgelig passe min skole og lave lektier, men min første fest var nok da jeg gik ud af 10. klasse. Jeg trænede jo hele tiden og vi rejste meget med holdet.

Vores første søn blev født ind i restauranten.

Jeg er uddannet frisør i Helsingør. Jeg var i en rigtig stor salon, men arbejdede på et værtshus ved siden af. Og der var der sådan en irriterende mand der altid kom om søndagen. På et tidspunkt siger min veninde: "Jeg tror altså han kommer for at se på dig". Det var sådan jeg mødte min mand, som er uddannet kok og tjener. Jeg vidste han skulle være min på det tidpunkt og præsenterede ham til min mor som hendes "kommende svigersøn".

Min mand overtog selskabslokalerne Helsingørs Kongelig Privilegerede Skydeselskab og spørger så om jeg ikke godt vil være med. Det var så min vej ind i restaurant verdenen. Vores første søn blev født ind i restauranten. Siden overtog vi Helsingør sommerteater hvor jeg var restaurantchef samtidig med at jeg stadig arbejder som frisør. Det var ret lange timer at arbejde.

Efter nogle år begynder vi at lede efter et sted, hvor vi kan hygge os sammen, gerne en ø. Først fandt vi et lille hotel, men det viste sig at være en swinger klub. Derfra kiggede vi en del på Fyn og var på cykeltur rundt på Sydfyn. Det var meningen vi skulle cykle fra Assens til Langeland, derfra sejle til Strynø og Ærø, og så med færgen tilbage til Faaborg. Og så forelskede vi os i øerne. Egentlig skulle vi købe et hus på Strynø og var flyttet, men det gik i vasken til sidst. Så stod jeg med et job Svendborg mens min mand var på Sjælland med børnene, men fandt et værelse at leje i Rudkøbing. På den måde endte vi på Langeland midt om vinteren.

Vi kiggede på mindst 38 ejendomme den vinter. Min mand hentede mig sent om aftenen for at se et hus, for nu mente han, at han havde fundet det. Det var et rigtig rart hus, vi så sagde goddag til. 1. marts fik vi nøglerne til et hus, som jeg egentlig kun havde set i vintermørket. Det er nu 20 år siden. Kun generet af stjernehimlen - jeg kan løbe nøgen rundt, uden der er nogen der ser det.

Jeg vil gerne skabe nærhed for folk. 

I de sidste 20 år har vi været involveret i flere forskellige restauranter. Men i dag er vi på Pichardt's restaurant i Tranekær, som regel med en god måneds tid i Frankrig over vinteren, hvor vi har gode venner der driver et hotel og restaurant. Der kan vi nyde skibakkerne efter arbejde, mens vores kok klarer arrangementerne i Tranekær.

Jeg har over årene fundet ud af at jeg har det allerbedst, når jeg kan være værtinde. Jeg kan godt lide det der med, at vi sørger for at tingene er i orden, at gæsterne hygger sig når de kommer ind. Jeg vil gerne skabe nærhed for folk. Jeg kan stadig godt lide at komme til København en gang imellem, men jeg er bare hjemme når jeg er på Langeland. Jeg hviler meget i mig selv her, det er dér, det er bedst at være.

Fra Fru Bechmann til Bibi - en musikalsk fællesrejse

"Det var ren revolution i starten – især når vi gik igennem Lohals med langt hår og i lårkort".

"Ja, ja, jeg har arbejdet 40 år på Langeland og det blev belønnet af Dronningen"

Min uddannelse som tale-hørelærer og supplement i småbørnspsykologi gav mig i 1982 ansættelse i Rudkøbing Kommune som tale-hørekonsulent og senere fik jeg ansvaret for småbørns trivsel på hele Langeland. Det var en dejlig arbejdsplads, hvor jeg blev 28 år og blev indstillet til Dronningens Fortjenstmedalje, som jeg modtog af Kronprins Frederik. Da han hørte, at jeg kom fra Langeland, ville han vide om jeg så kendte Jens-Jørgen K og Søren Ibsen, hvilket jeg selvfølgelig gjorde og pludselig var vi 'dus'.

"Når man synger sammen, så skaber man noget sammen"

Jeg elsker musik og som forhenværende dansepige på Kogtved Søfartsskole i en musikalsk brydningstid er jeg opvokset med både Beatles og Engelsk vals og selvom jeg ikke var den flittigste i gymnasiet, så havde jeg det godt nok sjovt. Og så var jeg heldig lige at være født 3 år senere end min bror, for det betød, at i min gymnasietid fik pigerne endelig lov til at gå i lange bukser i stedet for nederdel eller kjole.

Senere gik jeg med stor glæde på opdagelse i salmebogen for at undersøge, hvorledes salmer kan bruges i vores hverdag i eller udenfor kirken. Den dag i dag går jeg gerne i kirke, især når der er noget godt musik, som for nylig i Tranekær til kyndelmissen med Eva Østergaard og Povl Balslev. Hvis jeg skal klassificere mig i forhold til kirken, så må det være som kultur-kristen. Jeg kan især godt lide, når præsten relaterer sig til vores hverdag. For mig er et godt højskoleophold lig med korsang hele ugen og jeg elsker højskolesangbogen. Så når jeg mødes med mine venner, så synger vi altid nogle sange fra højskolesangbogen - når man synger sammen, så skaber man noget sammen. En af mine yndligssange er Denne Morgens mulighed af Johannes Møllehave.

Denne Morgens kærlighed,

frugter af den fryd vi såede.

Alt bliver giver os af nåde,

det er svar på livets gåde

Denne morgens kærlighed

Og selvfølgelig skulle Musikefterskolen repræsenteres af Nordlangeland, så jeg stillede op til bestyrelsen, hvilket endte med 15 års bestyrelsesaktivitet. Det var en meget interessant periode, hvor jeg fik mulighed for at bidrage med mit 'opstarts' gen og vi fik gennemført nogle forskellige ændringer herunder nye linjer som jazz, folk, rock og kor. For lige for at runde denne musikalske del af, så sidder jeg også og remixer musikken til mine to ugentlige spinning timer, hvor jeg er instruktør. Her har jeg så mulighed for at forene klassisk barok musik og ghetto rap til pulsstigninger. Og for at det ikke skal være løgn, så har vi med mit kor gennem 40 år " KORET" optrådt som backing-gruppe med Johnny Reimar i Bagenkop. "Sikke En Fest" det var.

"Fællesskabet giver mig energi"

Selvom jeg ikke er ret god til at lave mad, så spiser jeg middag med min nabo hver eneste dag, og det har vi gjort i 15 år. Det nære fællesskab giver mig tryghed, men tilfører mig også energi. Mit dejlige fællesskab med min kæreste og vores rejser til Island er også meget givende. Vi gider ikke hoteller og benytter mest hytter eller Airbnb. Næste tur må være til Nordsverige med en afstikker til Gotland. Det glæder jeg mig til. Men husk, fællesskabet forpligter også, det kommer ikke af sig selv. Man skal selv være aktiv fællesskabssøgende. Og der er mange muligheder. Møllehavehuset, højskoleaftener i Bøstrup, fællesspisninger på Nordskolen eller på Banjen.

"Jeg har brugt rigtig, rigtig, rigtig meget tid på at bevare Nordskolen"

Jeg bruger netop min energi på ungdommen for at undgå, at det aktive liv på Nordlangeland ikke skal forsvinde. Så selvom jeg ikke selv har skolesøgende børn mere, så er det mig meget magtpåliggende at bruge næsten al min fritid på at bevare Nordskolen. Jeg kan ikke holde ud, at købmanden skal hænge i en tråd, at enderne på Langeland kun bliver sommerhusområder og der ikke kommer nye beboere til. Langeland skal være et aktivt sted for alle – ikke kun for pensionister. Og så skal vi være bedre til at fortælle den gode historie om Langeland. Vi har så meget at byde på, se bare på det skønne liv, øen har givet mig.